Blå Stue

Glædeligt vintersolhverv!

Danmark er milevidt fra at kunne kalde sig et sekulært samfund. Den officielle religion er den evangelisk-lutherske kristendom, som den forkyndes i den kongelige danske folkekirke. Det står i Grundloven - hvori det også står, at det tilkommer den siddende monark at være kirkeligt overhoved. Og sådan tyder meget på, at det vil være en rum tid endnu, for 82 procent af befolkningen har af en eller anden grund endnu ikke fået sendt blanketten om at udtræde af foretagendet. Det kan jo undre, når man kan spare op mod en hel procent i skat. Men trods de udmeldelses-dovne danskere er der nu alligevel god grund til optimisme.

Andelen af danskere, der går til almindelige gudstjenester rasler nemlig ned, viste en Gallup-måling i Berlingske for nylig. Hvor 48 procent gik i kirke i 1998, var det kun 28 procent i 2008. Det er da et fald, der vil noget. Hvordan mon det ser ud i 2028? Biskop over Viborg Stift, Karsten Nissen, mener, at løsningen er mere missionering. Yderst problematisk, fordi man - selv om man ikke er medlem af folkekirken - betaler en stor del af gildet. Kirken lever nemlig langt fra i askese - den har langt større udgifter end indtægterne fra kirkeskatterne. Jeg kan endda leve med at betale til restaureringen af et kalkmaleri fra 1300-og-grønlangkål, men jeg vil altså venligt, men bestemt frabede mig at finansiere noget så tåbeligt som religiøs forkyndelse. Det må medlemmerne stå for.

Både folkekirken og staten har brug for at få løsnet båndene til hinanden. Det er på tide, at Danmark som Sverige, Tyskland og Frankrig og mange andre lande, vi normalt sammenligner os med, bliver et sekulært samfund. Det betyder et farvel til folkekirken, til dronningen som dens overhoved - og måske allervigtigst: Et farvel til helligdage. Hvorfor skal butikkerne være lukket bare fordi det er jul? Det må være en privat sag, om man fejrer religiøse højtider - men for at slutte hvor jeg startede, så lad os da alle fejre, at det er vintersolhverv og at de lyse dage er på vej tilbage! 

Forestil dig, at du har fået et nyt job. Du er lidt usikker på, om ansættelseskontrakten nu også er god nok, så du ringer til den juridiske afdeling i din fagforening og forhører dig. Det skal i parentes bemærket at din fagforening er medlem af centralorganisationen LO. Hvorfor det er vigtigt, kommer vi til senere.

Du sender kontrakten med e-mail, og efter kort tid modtager du det nedslående svar: “Tak for din kontrakt. Vi vil nu indlede en forhandling med din arbejdsgiver om din løn”. Undskyld, hvad?! Jeg ville jo bare have dem til at tjekke, at alt var okay, tænker du - for så straks at blive bekymret for, hvad din nye arbejdsgiver tænker. For hvis der allerede er optræk til juridiske slagsmål fra dag 1, hvordan bliver det så ikke at have dig ansat? Åh nej, og det var endda drømmejobbet…

Jamen kunne du da ikke bare have sagt nej? Næh. Ikke når dit fagforbund er medlem af en af centralorganisationerne, f.eks. AC, LO eller FTF. Så ejer forbundet nemlig sagen. Det vil sige, at din mening om hvorvidt der overhovedet skal føres nogen sag er helt uden betydning. Hvis der er uklarheder eller urimeligheder, har den store stygge arbejdsgiver bare at finde vej til forhandlingsbordet - eller til retslokalet. Ingen pardon. Det lyder forrykt - og det er det også. Man burde jo eje sin egen sag.

Casen ovenfor er pure opsind - men scenariet kunne sagtens lade sig gøre. Virkeligheden er, at den kongelige danske fagbevægelse overhovedet har ikke fulgt med tiden. Man vil ikke indse, at den kollektive tilgang ikke passer til en tid, hvor flere og flere forhandler deres løn selv, og faktisk udmærket er i stand til selv at vurdere, om deres sag skal videre i systemet eller ej.

For tiden forsøger man fra HK’s side at påpege at alle er en del af løsningen. Det er meget klart, at HK - og resten af den kollektive fagbevægelse - i hvert fald ikke er det.

45 procent af danskerne vil af med lukkeloven, fortalte DR i dag. Fornuftigt nok - enhver der har befundet sig i nabolagets søndagsåbne dagligvarebutik - ofte en Fakta af en eller anden grund - har nok sukket højt ved synet af den meterlange kø, der er det mest synlige bevis på, at den frie konkurrence er sat ud af kraft på ugens sidste dag. Paradoksalt, fordi det netop er her, at folk har ekstra god tid til at handle ind.

Det måske nok mest opsigtsvækkende er, at halvdelen af de vælgere, der ved sidste valg stemte på regeringsblokken - V, K, DF og NA - er fint tilfredse med den planøkonomiske bastard i dansk dagligvarehandel. De er åbenbart ikke så borgerlige, at det gør noget. At DF’s vælgere er imod, kan ikke overraske, men det kan kun vække forundring, at man stemmer på V eller K og samtidig mener, at det er helt fint at staten skal bestemme hvornår vi må handle ind.

Her på Blå Stue toner vi rent flag: Lukkeloven hører fortiden til. Staten bør ikke bestemme, om danskerne skal gøre deres indkøb i tidsrummet lørdag kl. 17 til mandag kl. 6 - det kan de sagtens selv styre.

Marcipanbrødsspisende, skattehadende og indædt forkæmper for et “muhammedanerfrit Danmark”. Naturligvis udtalt på klingende bornholmsk. Sådan kendte vi den netop afdøde advokat og partistifter Mogens Glistrup. Han var et underholdende element i dansk politik, der ikke har set sin mage siden Jacob Haugaard i 1994 med løfter om mere medvind på cykelstierne, braklægningsstøtte til villahaver og stolelift til Himmelbjerget stormede ind i Folketinget. Sjovt, men alligevel det rene vand i forhold til Glistrup, der foreslog at spare 40 mia. kr. på statsbudgettet ved at erstatte militæret med en telefonsvarer, der siger “vi overgiver os” på russisk og mente, at skattesnydere var at sammenligne med jernbanesabotørerne under Anden Verdenskrig - begge aktiviteter var nemlig til gavn for fædrelandet.

Glistrups egentlige gennembrud var, da han i 1971 viste sit skattekort på tv med trækprocenten 0. Det blev starten på en folkebevægelse, der ved valget to år senere stormede ind i Folketinget med næsten en halv mio. stemmer. Et niveau, som partiet aldrig senere nåede. På valgaftenen efter det kaotiske jordskredsvalg i 1973 blev Glistrup spurgt om han gik efter at være statsminister. Svaret var nej - Glistrup ville være minister for afvikling af al offentlig virksomhed. Antallet af ansatte i centraladministrationen kunne minimeres til blot otte - 8! - mente han. Hvis det var i dag, ville 159.992 mennesker miste jobbet.

Glistrups tid i Folketinget var langt fra kedelig at følge med i. Det var der hovedsageligt to grunde til. Den ene hed Glistrup, den anden Preben Møller Hansen. Han var fra Venstresocialisterne, og hans ligefremme sprogbrug førte til en byge af reprimander for overtrædelse af Folketingets forretningsorden. Dem samlede Glistrup ikke på - “muhammedaner” er ikke forbudt at sige fra rigets fornemste talerstol, om end det ad åre blev gradvist mere upassende. Glistrup blev meldem af klubben af MF’ere, der har fået ophævet deres parlamentariske immunitet - grundet den tidligere nævnte skattebillet, der udmærkede sig med sine utroligt mange fradrag.

Som flere medier allerede har nævnt i dag, var det dog så som så med den konkrete politiske indflydelse. Fremskridtspartiet havde ikke for vane at indgå en masse forlig - ganske enkelt fordi partiet politisk ofte stod et godt stykke fra selv de borgerlige partier. Glistrups indflydelse har nærmere bestået i at sætte udlændingepolitikken på dagsordenen. Og selv om Pia Kjærsgaard ikke vil indrømme det, kan Dansk Folkeparti på den konto siges at have overtaget en del af arvegodset fra Glistrup. For nogle år siden fik vi rettens ord for, at man ikke kan klandres for at kalde hendes synspunkter racistiske. For så vidt angår den meget rabiate skattemodstand er den utvivlsomt kommet til at stå svagt efter Glistrups exit fra politik i 1990. Alle - selv Saxo Bank og Ny Alliance - kan nok enes om, at Glistrups skattepolitik bedst kan betegnes som det glade vanvid. Det er trods alt lige i underkanten med 8 statsansatte.

Man kan mene, hvad man vil om Glistrup og Fremskridtspartiets politik - men såvel Glistrups kommunikationsevner og den af hans udsagn affødte underholdningsværdi er uden for diskussion. Politikken, som han stod for, er der næppe fremtid i. Det store spørgsmål er hvornår de sørgelige rester af Fremskridtspartiet indser det.

I går aftes gik jeg så officielt på sommerferie og om nogle timer er jeg på vej mod Jylland for at bruge nogle dage i et sommerhus. Helt “ferie” er det måske ikke, da tiden bl.a. skal bruges på at udarbejde nogle kampagner til de måske/måske ikke kommende EU-afstemninger. Og i næste uge skal jeg nu altså også tilbage til studiejobbet. Spændende!

Men i går gik jeg altså officielt på ferie da jeg endeligt afsluttede min mine bachelorstudier. Jeg forsvarede min bacheloropgave for omkring en uge siden, men i går var der afslutningsceremoni med talere, priser og uddeling af eksamensbeviser. Alt sammen var overværet af familie og venner.

Jeg satser på, at jeg vil skrive et indlæg eller to med udgangspunkt i min bacheloropgave. Det må det blive en anden gang end lige nu. Sommerferiens komme skal nemlig fejres og vi er jo også småt på vej ind i agurketiden så de indlæg kan der blive god brug for senere.

Og så er der alle de andre ting som jeg ikke har fået kommenteret. Vigtigst er nok svenskernes tåbelige overvågningslov, som vi alle kommer til at lide under. Jeg skylder også et indlæg om Naomi Kleins bog (som jeg netop har anskaffet mig). Og der er masser af andre ting som blev forbigået mens studierne tog min tid.

God sommerferie!

Der er har været meget virak omkring Naomi Klein i forbindelse med udgivelsen af den danske oversættelse af hendes seneste bog. Hvis det skulle være gået nogen forbi så gæstede Klein Danmark i starten af juni. Det bød på foredrag på CBS - som jeg desværre gik glip pga. arbejde - og optrædener på DR2 Udland og Deadline.

Der er selvfølgelig også kommet en anmeldelser af bogen i alle de store landsdækkende aviser - af varierende kvalitet, vel at mærke. Jeg har dog ikke læst bogen endnu, men den er bestilt og jeg forventer at bruge lidt tid på den når bachelorbeviset er i hus om en uge. Derfor må min anmeldelse og kommentarer til udgivelsen vente dertil.

Ugebrevet fra Dansk Folkepartis Ungdom er ofte enten underholdende - i den tragikomiske afdeling - eller skingrende sindssygt. I denne uge er det sidste nok den mest dækkende beskrivelse. De unge pianister kaster sig i denne uge ud i en yderst skinger tone over kulturstøtten. Det minder mest af alt om en antikulturradikal automatpilotreaktion.

Staten bør ikke støtte kunstnere, der ikke kan overleve på et kommercielt grundlag, mener DFU. Det må være skæbnens ironi, at netop DFU, der ellers om nogen værner om danske værdier forstået som kolonihavehus, frikadeller og dansktopmusik, vil skære i støtten til noget af det aller danskeste vi har - nemlig den kunst og kultur, som de mange danske kunstnere producerer. Det er det rene ævl at kalde de kunstnere, der får et arbejdsstipendium fra Statens Kunstfund for uduelige. Forud for udvælgelsen har en række fagkyndige indenfor hvert område, f.eks. skønlitteratur, vurderet den pågældende kunstners tidligere produktion og fundet, at kvaliteten er i orden.

Dansk tales og forstås af lige omkring 6 mio. mennesker - end smule flere, end der bor i landet. Og når en dansk bestesller som f.eks. Hanne Vibeke Holsts “Kongemordet” sælger 50.000 eksemplarer, siger det sig selv, at det ikke er lutter lagkage at skrive digte eller operetter. Resultatet af DFU’s hjerneløse holdning ligger lige for: Det er sket med digte på dansk, og operette-forfatterne må også finde sig noget andet at lave. Jeg har svært ved at se, at det kan være i nogens interesse - for det vil da alt andet lige være en forarmelse af vores kultur, hvis man på den måde lukker og slukker for hele genrer. Det ville klæde DFU at erkende, at Danmark som et lille sprogområde pinedød bliver nødt til at have en vis statslig støtte af kultur. Præcis som vores dagblade modtager støtte og er momsfritagede. Det betyder meget for pluraliteten i avismarkedet - men det vil DFU måske også ændre på?

Man kan kun være glad for, at der er meget bred politisk opbakning til kulturstøtten, for hvis DFU får magt, som de har agt, bliver Danmark en kulturel ødemark.